Viser opslag med etiketten frugt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten frugt. Vis alle opslag

Kirsebæris med chokoladestykker


Så har jeg været igang med ismaskinen igen :-)

Denne gang blev det til en LÆKKER fløjlsblød og cremet kirsebæris med chokoladestykker. Den består af 4 ingredienser og smager skøønt ! Den er røget direkte ind på en 1./2. plads over de isvarianter jeg har lavet indtil nu.

Her kommer den simple opskrift:

Kirsebæris med chokoladestykker

1 ds kondenseret mælk
2½ dl piskefløde
½ l kirsebærsovs (jeg brugte den fra Danish Garden)
100 g god mørk chokolade

1. Kondenseret mælk og piskefløde piskes sammen.
2. Kirsebærsovsen (uden bær) røres i.
3. Blandingen stilles i køleskabet ca. 1 time.
4. Blandingen kommes i ismaskinen og køres ca. 40 min.
5. Chokoladen hakkes og kommes i og køres ca. 5 min.
6. Kommes i en lufttæt beholder og stilles i fryseren ca. 3-4 timer.

Kirsebæris med chokoladestykker og chokoladesovs



Granatæbleis (2. version)


Inden jeg købte mig en ismaskine, prøvede jeg at lave granatæbleis efter en opskrift af Nigella Lawson. Den smagte godt, men jeg syntes den virkede noget fed og efterlod en hinde på tungen efter fløden.

Så i forgår besluttede jeg mig for at prøve at lave en ny variant og den blev super lækker med en skøn blød og cremet konsistens :-)

Nedenfor finder du opskriften på denne skønne is :

Granatæbleis

Saften fra 2 granatæbler (ca. 1½ dl)
Saften fra ½ lime
1 dåse kondenseret mælk
2½ dl piskefløde
1 knivspids salt

1. Saften fra 2 granatæbler og ½ lime blandes med kondenseret mælk
2. Piskefløden piskes let og vendes i
3. Tilsæt 1 knivspids salt
4. Blandingen stilles i køleskabet 1 times tid
5. Køres ca. 45 minutter på ismaskinen
6. Kommes i en lufttæt beholder og stilles i fryseren i ca. 3-4 timer


Granatæbleis



Sundt slik


For et par uger siden var jeg til mindfulness og da det var sidste gang, havde vores søde underviser lavet lidt lækkerier til os. Det var en slags sundt slik eller i hvert fald sundere end normalt slik ;-)

Hun var også så sød at dele den utrolig nemme opskrift med os :-)

Til at starte med må jeg tilstå, at jeg var noget skeptisk, fordi ingredienserne ikke var noget jeg brød mig særlig meget om. Men jeg besluttede mig alligevel for at prøvesmage et stykke og blev meget positivt overrasket over smagen :-)

Jeg har nu prøvet at lave dem 2 gange herhjemme og de er en stor succes ! Selv min søn, som normalt ikke spiser rosiner, kunne ikke få nok af dem :-)

Har du fået lyst til også at smage dem, så er opskriften her:

Sundt slik (ca. 20 stk.)

1 håndfuld tørrede dadler
1 håndfuld tørrede figner
1 håndfuld rosiner
1 håndfuld grofthakkede mandler
1 håndfuld kokosmel
100 g mørk chokolade

Mængderne er vejledende og kan varieres efter smag.

1. Dadler og figner lægges i blød og blendes derefter.
2. Mandlerne hakkes groft og blandes i.
3. Rosiner og kokosmel blandes i.
4. Trilles til kugler.
5. Overtrækkes med smeltet chokolade og stilles på køl.

"Sundt" slik


Hjemmelavet is med passionsfrugt


Jeg er bare så glad for min nye ismaskine :-) Jeg har allerede fået lavet 3 forskellige isvarianter på 4 dage ;-)

Fredag blev der lavet en super lækker og sommerlig is med passionsfrugt..... Min søde kæreste havde taget 2 flasker med rigtig lækker passionsfrugtpuré med hjem fra Vietnam og jeg valgte at bruge den ene flaske til at lave is og den blev rigtig god.

Denne is blev dog ikke helt så hård som min første is med hindbær. Jeg ved ikke helt om det er fordi jeg ikke stillede den i køleskabet et par timer først eller fordi der måske var for meget puré i. Næste gang vil jeg prøve at komme lidt mindre puré i og stille den i køleskabet et par timer inden den køres i ismaskinen.

Is med passionsfrugt

1 ds. kondenseret mælk
300 ml passionsfrugtpuré
2½ dl fløde

1. Pisk ingredienserne sammen og stil blandingen i køleskabet et par timer.
2. Køres ca. 45 minutter i ismaskinen og fryses ned i en lufttæt beholder i mindst 3-4 timer.



Is med passionsfrugt


Hjemmelavet hindbæris


Så fik jeg ENDELIG investeret i en ismaskine :-)

Jeg har længe villet købe en ismaskine, men syntes ikke, at jeg havde råd til at betale flere tusinde for en. Men for nylig fik jeg et tip om Philips hr2304 af Malou. Denne maskine er ikke med kompresser, men har et fryseelement i bunden, som skal i fryseren 18-24 timer inden brug. I modsætning til mange andre mindre ismaskiner, hvor det er hele skålen, der skal i fryseren. Så det er noget nemmere at finde plads i fryseren, især når man som mig kun har en lille fryser.... Desuden har denne ismaskine fået rigtig god kritik og er endda blevet kåret som testvinder af Politikken :-)

Prisen for denne ismaskine passer også noget bedre til min pengepung ;-) I denne uge er den endda på tilbud hos IMERCO til 449,75 kr. og et ekstra fryseelement er på tilbud til 199,75 kr. Det tilbud kunne jeg ikke lade gå min næse forbi, så nu har jeg fået mig en ismaskine ;-)

Philips HR2304


Jeg købte den torsdag eftermiddag og puttede straks fryseelementet i fryseren ;-)

I går kunne jeg så endelig få den afprøvet. Jeg valgte at lave hindbæris baseret på Malou's opskrift. Jeg havde en rest frosne hindbær i fryseren, som skulle bruges til min første hjemmelavede is på ismaskine :-)

Hindbæris

180 g frosne hindbær
1½ dl vand
1 dåse kondenseret mælk
2½ dl fløde
2 spsk citronsaft

1. Hindbærene koges i vandet.
2. Blend blandingen og si den i den kondenserede mælk.
3. Tilsæt fløde og citronsaft og pisk blandingen igennem.
4. Sæt blandingen på køl i et par timer.
5. Blandingen køres i ismaskinen i ca. 45 min.
6. Kom blandingen i en lufttæt beholder og stil den i fryseren i ca. 2-3 timer, hvis du altså kan vente så længe ;-)


Lækker cremet hindbæris

Så nu kan sommeren bare komme an ;-) Nu kommer vi ikke til at gå kold på is :-)


Lækker marcipanæble/pærekage


I går aftes fik jeg sådan lyst til kage og da vi havde nogle halvkedelige pærer og æbler, der trængte til at blive brugt og desuden stadig havde en rulle marcipan liggende i skabet, faldt valget på denne nemme marcipanæblekage. Jeg brugte dog halvt æbler og halvt pærer, da det passede til det jeg havde liggende. Desværre havde vi hverken creme fraiche eller vanilieis, men den var nu rigtig lækker alligevel. I formiddags var jeg ude at handle lidt og fik også købt noget creme fraiche, så jeg kunne nyde et stykke kage med creme fraiche :-)

Marcipanæblekage

600 g æbler (gerne Cox Orange eller Ingrid Marie)
100 g smør
100 g sukker
100 g groftrevet marcipan
2 æg
150 g mel
2 tsk bagepulver
Saft af 1 appelsin
3 spsk hasselnøddeflager

1. Skræl æblerne, fjern kærnehuset og skær dem i både.
2. Rør smør og sukker godt sammen.
3. Rør marcipan, æg og appelsinsaft i.
4. Vend mel og bagepulver i.
5. Vend æbleskiverne rundt i dejen og kom det hele i et smurt ovnfast fad.
6. Drys hasselnøddeflager over.
7. Bages ved 175 grader på miderste rille i 30-40 minutter.
8. Serveres lun evt. med creme fraiche eller lidt vanilieis.


Marcipanæble/pærekage


Marcipanæble/pærekage med creme fraiche



Bolig- og livsstilsmesse


Forrige weekend var vi til bolig- og livsstilsmesse i Fredericia. Vi havde fået gratis billetter hos Kop & Kande og tog derud lørdag eftermiddag. Jeg havde en ide om, at hvis vi tog derud midt på eftermiddagen (et par timer før de lukkede), så ville der nok ikke være så mange mennesker.... Men den holdt desværre ikke....Der var utrolig mange mennesker, så det var svært at komme helt hen til de forskellige stande.

Vi fik dog alligevel hurtigt kigget det hele igennem. Der var ikke så meget spændende at se på. Der var mange stande med forskellige ting til renovering af huse (isolering m.m.) og det er jo ikke lige det mest interessante, når man bor i lejet lejlighed ;-)

Vi fik dog smagt lidt forskelligt og selvfølgelig fik vi også købt lidt med hjem :-)

Jeg fik bl.a. købt disse lækkerier fra Summerbird:

Summerbird lækkerier

Desuden bestilte jeg en frugt/grøntsagskasse hos Aarstiderne, som lige er blevet leveret i går aftes. Jeg har længe tænkt på at prøve en af deres kasser og da de så stod på messen og man kunne få en opskriftsbog med i prisen, fik jeg taget mig sammen til at prøve.

Her kan du se, hvordan kassen så ud:

Grøn frugtkasse fra Aarstiderne


Den indeholdt 2 pærer, 5 æbler, 11 bananer, 1 ananas, 1 agurk, 1 rød peberfrugt og 1 kg gulerødder.

Århus og Bazar Vest


I lørdags var jeg en tur i Århus bl.a. for at hilse på Anne som havde en lille stand i Salling, hvor hun fortalte om Valrhona's lækre chokolader og for at komme en tur forbi Bazar Vest, som mine forældre havde fortalt mig om mange gange.

Min kæreste og jeg tog først et smut ind til Salling og hilste på Anne og prøvesmagte en masse lækre ting. Udover den dejlige chokolade fra Valrhona, var der også smagsprøver fra Summerbird, Aalborg Chokoladen, Johan Bülow m.fl. Mums, hvor var der mange lækre ting, som jeg gerne ville have med hjem. Men desværre må jeg vente lidt, da lækkerierne ikke var helt gratis og uden job har jeg desværre ikke penge i overflod.... Så denne gang måtte jeg nøjes med at prøvesmage.

Bagefter gik vi en tur rundt i byen og det var rigtig hyggeligt, men mange små boder.

Juledekoration i udtillingsvindue

Hyggelige juleboder

Brændte mandler

Vi fik os en kæmpe crêpe med skinke, ost og oregano.... uhmm..... :-)

Crepe med skinke, ost og oregano

Vi var også forbi en Vietnamesisk butik, der hedder Minh Anh Trading. Her fik vi købt en masse lækkerier:

Indkøb hos Minh Anh Trading

Kan kun anbefale denne butik, hvis man kan lide asiatiske madvarer. De er så søde og hjælpsomme derinde og så har de nogle meget fornuftige priser :-)

Derefter tog vi en tur til Bazar Vest for at kigge og handle lidt frugt og grøntsager. Her er et par billeder fra grøntafdelingen:

Grøntafdelingen i Bazar Vest

Grøntafdelingen i Bazar Vest

Synes bare det er så skønt med masser af frugt og grønt i alverdens farver :-)

Vi fik købt kaki (sharonfrugt), ananas, pærer, kinesiske pærer, passionsfrugt, frisk mynte og koriander:

Frugt og grønt fra Bazar Vest

Dagen sluttede vi af med dejlig krydret indisk buffet på Indian Curry House

Bazar Fyn


Efter at have læst mange indlæg om Torvehallerne, kom jeg til at tænke på, at mine forældre tit har snakket om Bazar Vest og hvor meget lækkert frugt de har og at jeg skulle tage derop og kigge. Jeg har aldrig fået det gjort, da der er ca. 1,5 times kørsel derop....

Men da min datter og jeg elsker frugt og grønt, søgte jeg efter det på nettet og kunne se, at der også er en bazar i Odense, som er lidt tættere på. Så jeg besluttede mig for at tage derover og kigge og slog også lige et smut forbi IKEA, fordi jeg manglede et par småting derfra :-)

Jeg var virkelig positivt overrasket over hvor rent og pænt der var og hvor mange lækre slags frugt og grøntsager de havde. Desuden er det så skønt at kunne prøvesmage de mange forskellige ting som man ikke lige kender.

Jeg fik da også købt en del frugt og grønt. Foruden de helt almindelige ting fik jeg også købt lidt frugt som var nyt for mig. Det blev til nogle rigtig flotte kaki/sharon, som jeg kun har smagt en gang før og de var ikke nær så flotte og gode som disse. Desuden købte jeg en dragefrugt, kinesiske pærer, granatæbler, passionsfrugt og mango. Mango og granatæbler kendte jeg i forvejen, men kan rigtig godt lide dem :-) Granatæbler har jeg prøvet et par gange før og mango er på min top 3 over frugt :-)

Indkøb fra Bazar Fyn


Der er også mange forskellige "restauranter" på bazaren. Jeg spiste min frokost på den vietnamesiske, da jeg elsker asiatisk mad og så selvfølgelig også fordi jeg har en kæreste, som er fra Vietnam ;-)
 

Hos Annette Copyright © 2011
Girl illustration used and modified with permission from Dapino Colada

Kitchen icons found at All Free Download