Viser opslag med etiketten kager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kager. Vis alle opslag

Lækker marcipanæble/pærekage


I går aftes fik jeg sådan lyst til kage og da vi havde nogle halvkedelige pærer og æbler, der trængte til at blive brugt og desuden stadig havde en rulle marcipan liggende i skabet, faldt valget på denne nemme marcipanæblekage. Jeg brugte dog halvt æbler og halvt pærer, da det passede til det jeg havde liggende. Desværre havde vi hverken creme fraiche eller vanilieis, men den var nu rigtig lækker alligevel. I formiddags var jeg ude at handle lidt og fik også købt noget creme fraiche, så jeg kunne nyde et stykke kage med creme fraiche :-)

Marcipanæblekage

600 g æbler (gerne Cox Orange eller Ingrid Marie)
100 g smør
100 g sukker
100 g groftrevet marcipan
2 æg
150 g mel
2 tsk bagepulver
Saft af 1 appelsin
3 spsk hasselnøddeflager

1. Skræl æblerne, fjern kærnehuset og skær dem i både.
2. Rør smør og sukker godt sammen.
3. Rør marcipan, æg og appelsinsaft i.
4. Vend mel og bagepulver i.
5. Vend æbleskiverne rundt i dejen og kom det hele i et smurt ovnfast fad.
6. Drys hasselnøddeflager over.
7. Bages ved 175 grader på miderste rille i 30-40 minutter.
8. Serveres lun evt. med creme fraiche eller lidt vanilieis.


Marcipanæble/pærekage


Marcipanæble/pærekage med creme fraiche



Chokolade "cupcake"


Der har været meget stille her på bloggen i et stykke tid, da jeg har haft rigtig travlt og derfor desværre ikke har haft overskud til at blogge om min madlavning og bagning. Men nu er jeg tilbage igen :-)

Min kæreste er taget på besøg hos familien i Vietnam for et par dage siden og mine børn har været hos deres far, så der har været meget stille her de sidste par dage. Heldigvis kommer mine børn over til mig igen i morgen, så det bliver rigtig dejligt. Især da jeg nu også har påskeferie frem til tirsdag :-)

Her til aften fik jeg lyst til et stykke kage, men orkede ikke at skulle til at lave en hel masse.... Derfor blev det til denne lækre chokolade "cupcake" lavet i mikroovnen på bare 5 minutter:

Chokolade "cupcake"

Inspiration har jeg fundet her hos Sara. Jeg har dog rettet opskriften lidt til, så den passede til det jeg lige havde ved hånden. Her er opskriften som jeg lavede den:

Chokolade "cupcake" (1 stor kop)

20 g smør
1 æg
5 spsk mælk
4 spsk mel
2 spsk kakao, usødet
3 spsk rørsukker
½ tsk vanilie
½ tsk bagepulver
1 spsk hakket mørk chokolade

Smelt smør i koppen i mikroovnen.
Tilsæt de øvrige ingredienser og rør massen godt sammen.
Kommes i mikroovnen i ca. 3 min., kagen hæver meget op.
Vend den ud på en tallerken og lad den hvile et øjeblik og drys med lidt flormelis.
Server den evt. med lidt is, velbekomme :-)

Den blev rigtig lækker og var en rigtig god start på påskeferien.

Rigtig god påske til jer alle :-)

Kageudstyr


For efterhånden mange år siden prøvede jeg at lave en lagkage overtrukket med marcipan og med marcipansroser til min datters fødselsdag. Den blev ok, men desværre svedte marcipanen, hvilket gjorde at kagen ikke så så flot ud, som jeg havde ønsket mig.... Siden har jeg ikke rigtig prøvet det.

Gennem længere tid har jeg nu set og beundret de mange utrolig flotte kagekreationer i blogland og har fået mod på at prøve igen. Ville rigtig gerne kunne dekorere en flot kage til den næste fødselsdagsfest :-) Derfor har jeg investeret i lidt kagegrej, som jeg har købt hos dinkage

5 stk. kraftigt kagepap, 10 stk. engangs tylleposer, brun og lyserød fondant, sideskraber, lilla pastafarve, PME standard adapter, 2 PME crimper, PME tyller (writer 1.5, writer 2 og robe 42) samt en hjerteudstikker (gave).

Så nu skal jeg bare igang med at øve mig :-)

En "cupcake"


Trænger sådan til lidt lækkert til filmen i aften, men orker ikke rigtig at lave det helt store....

Så var det jo, at jeg kom til at tænke på denne utrolig simple og lette måde at lave sin egen "cupcake" ;-)

Jeg kan ikke huske, hvor jeg fandt opskriften, men den er virkelig nem og så er der næsten ikke noget at gøre rent bagefter, da kagen bliver lavet direkte i en kop :-)

"Cupcake"

1 æg
1 spsk. brun farin
1½ spsk. hvedemel
1½ spsk. peanutbutter (kan evt. erstattes af 1 spsk. olie og lidt vanillesukker)
1 tsk. vanilleessens
1 nip salt
4 finthakkede mandler
1½ spsk. knust/hakket chokolade (evt. 5 skiver mørk pålægschokolade)

Det hele røres godt sammen i et krus eller lignende. 
Kagen bages i mikroovnen ca. 45 sek. - 1½ minut. Det kommer lidt an på ens mikroovn og dens indstillinger, så hold øje med den undervejs. Den er færdig når dejen hæver sig op over kanten af koppen og er fast i toppen, men stadig blød og svampet.

Serveres gerne med lidt vanillekvark eller lignende :-)


"cupcaken"

"cupcaken" med vanilje kvark

Favoritkagen - nu som cupcake :-)


I går blev der igen bagt gulerodskage, som er blevet min kærestes favoritkage :-)

Vi kom lidt sent i gang, så jeg valgte at lave den som cupcakes, så vi ikke skulle vente alt for længe med at spise den ;-)

Opskriften er den samme som her, men de fik kun 30 minutter i ovnen. Der blev 20 skønne cupcakes.... uhm..... :-)

Skønne cupcakes med cream cheese frosting

Nu vil jeg slænge mig på sofaen, se en film sammen med min kæreste og nyde en af disse lækre cupcakes og en kop Chai te :-)

Favoritkagen


For et stykke tid siden spurgte min kæreste mig om jeg ikke kunne bage den lækre gulerodskage, som jeg bagte for lang tid siden. Da jeg ikke havde helt nok gulerødder, måtte jeg nøjes med at lave 2/3 portion. Men det viste sig stadig at blive en fin kage og der var rigeligt til os to i et par dage ;-)

Min kæreste er vild med denne kage og jeg har faktisk bagt den 2 gange for nyligt, fordi han har bedt mig om det. Inden han kom til Danmark var han ellers ikke vild med søde sager, men det er der blevet lavet lidt om på ;-)

Første gang jeg bagte den, nåede jeg ikke at få taget et ordentligt billede af kagen, mens det var lyst, så det har jeg rådet bod på nu:

Himmelsk gulerodskage

For at lave kagen, skal du bruge følgende:  

Gulerodskage

2 æg
1 dl smagsneutral olie
300 g brun farin
140 g mel
200 g gulerødder, groftrevet
1 tsk bagepulver
1 lille tsk kanel
1 lille tsk stødt nellike
1 knivspids salt
35 g valnødder, hakkede
1 dl rosiner

Rør alt sammen i en skål. Hæld dejen i en rund form (ca. 22 cm i diameter) foret med bagepapir. Sæt kagen i en kold ovn og bag i 60-70 minutter ved 180 graders varmluft.

Flødeostecreme

200 g flødeost
2 spsk vand
60 g flormelis
1/2 stang vanille, korn af
3 tsk citronsaft

Pisk det hele sammen til en homogen creme og fordel på den afkølede kage.

Glutenfri pebernødder


I går morges fik jeg endelig bagt en portion pebernødder til min datter, så hun kan få nogle med i skole. Hvert år plejer vi at bage en portion, som hun kan have stående i skolen, da der i december ofte spises pebernødder eller deles pebernødder ud.

Glutenfri pebernødder


Vi bruger altid denne opskrift, som fungerer rigtig godt og giver en god dej:

Glutenfri pebernødder

375 g margarine
4½ dl (375 g) sukker
3 æg
850 g glutenfri mel
2 tsk. stødt ingefær
4 tsk. kardemomme
3 tsk. stødt kanel
4 tsk. natron
4 knivspids hvidt peber
2 spsk glutenfri gluten (gfg)

Smør og sukker røres blødt
Æg røres i
Mel sigtes med krydderier og røres i
Æltes of formes til fingertykke pølser
Skæres ud til pebernødder og bages 10-12 minutter ved 200 grader

Tip: Dejen kan fryses

Jordbærkage med chokoladeganache


Forleden bagte jeg disse lækre marcipankager med jordbær og chokoladeganache:

Jordbærkage med chokoladeganache

Jordbærkage med chokoladeganache

Marcipan i kager er altid et hit og disse var ingen undtagelse. Derudover elsker jeg jordbær og så er jeg flere gange stødt på ordet "chokoladeganache" uden at vide, hvad det helt nøjagtigt var. Det ved jeg nu og det er heller ikke så ringe endda ;-)

Hvis du har lyst til at prøve at bage disse, får du her opskriften:

Jordbærkager

150 g hvedemel
100 g marcipan
75 g sukker
150 g smør
1 æg

250 g friske jordbær (jeg brugte dog frosne)
½ dl sukker

100 g smør
100 g sukker
125 g marcipan
2 æg
50 g hvedemel

Chokoladeganache

75 g mørk chokolade
75 g lys chokolade
1 dl piskefløde

Riv marcipanen ned i melet og bland med sukker.
Smuldr smørret i blandingen og saml dejen med æg.
Del dejen i 12 lige store kugler og tryk dejen ud i små smurte linseforme eller muffinforme.
Sæt dem på køl, mens fyldet gøres klar.

Skær jordbærrene i små tern og bland med sukker.
Rør smør, sukker og marcipan blødt og cremet.
Pisk æggene i et ad gangen og rør dernæst melet i.
Fordel jordbærrene i formene og fyld op med marcipanmasse.

Bag kagerne ved 200 grader nederst i ovnen i ca. 20 minutter.

Hak de to slags chokolade.
Bring fløden i kog og hæld den varme fløde over chokoladen og rør til den er helt smeltet.
Overtræk de let afkølede kager med chokolade og sæt dem på køl til chokoladeganachen er stivnet.

Tip: Kagerne kan opbevares på køl i en dåse i op til 1 uge.

Fortsat rigtig god 2. søndag i advent :-)

Himmelsk gulerodskage


En af mine absolutte favoritkager er helt klart gulerodskage med en dejlig syrlig ostecreme. Desværre har jeg ikke rigtig prøvet at bage en rigtig lækker en selv..... det vil sige, at det har jeg nu.... takket være Anne og hendes tidligere chef :-)

Anne har tidligere arbejdet på en café/delikatessebutik, hvor hun bagte denne kage og det er lykkedes hende at få sin tidligere chefs tilladelse til at dele denne lækre opskrift med sine læsere :-) Tusind tak for det ! Anne beskriver selv kagen som: den mest svampede, syndigt saftige og skønt krydrede kage af sin art. Hun har fuldkommen ret ! Det er bare den opskrift jeg har ventet på :-)

Jeg bagte den forleden, da min datter var på lejr med sin klasse, da hun jo desværre ikke kan tåle den. Jeg måtte dog give den noget længere i ovnen, hvilket desværre gjorde "skorpen" lidt for hård. MEN bortset fra det, så var kagen bare super lækker og man kan ikke nøjes med bare at tage et enkelt stykke ;-)

Jeg fik i øvrigt også testet krydderikværnen til min Bamix, da jeg ikke kunne få stødt nellike, men kun hele nelliker og det fungerede fint :-)

Jeg nåede at få taget et billede af kagen inden den var spist, men desværre i dårlig belysning:

Himmelsk gulerodskage

Opskriften finder du her

Lækkersulten


Efter at have gjort ren i det meste af huset, trængte jeg til lidt lækkert.... Efter at have checket skabene, fandt jeg frem til at lave disse super nemme kokostoppe:

Kokostoppe

Kokostoppe (ca. 16 stk.)

200 g kokosmel
½ ds. kondenseret mælk (ca. 200 g)
1 tsk. vaniliesukker

1. Alle ingredienserne røres sammen.
2. Dejen samles til små toppe og sættes på en bageplade beklædt med bagepapir.
3. Bages i ovnen i ca. 12 min. ved 175 grader.

Smelt evt. lidt god mørk chokolade og dyp bunden heri.
 

Hos Annette Copyright © 2011
Girl illustration used and modified with permission from Dapino Colada

Kitchen icons found at All Free Download