Viser opslag med etiketten chokolade. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten chokolade. Vis alle opslag

Kirsebæris med chokoladestykker


Så har jeg været igang med ismaskinen igen :-)

Denne gang blev det til en LÆKKER fløjlsblød og cremet kirsebæris med chokoladestykker. Den består af 4 ingredienser og smager skøønt ! Den er røget direkte ind på en 1./2. plads over de isvarianter jeg har lavet indtil nu.

Her kommer den simple opskrift:

Kirsebæris med chokoladestykker

1 ds kondenseret mælk
2½ dl piskefløde
½ l kirsebærsovs (jeg brugte den fra Danish Garden)
100 g god mørk chokolade

1. Kondenseret mælk og piskefløde piskes sammen.
2. Kirsebærsovsen (uden bær) røres i.
3. Blandingen stilles i køleskabet ca. 1 time.
4. Blandingen kommes i ismaskinen og køres ca. 40 min.
5. Chokoladen hakkes og kommes i og køres ca. 5 min.
6. Kommes i en lufttæt beholder og stilles i fryseren ca. 3-4 timer.

Kirsebæris med chokoladestykker og chokoladesovs



Sundt slik


For et par uger siden var jeg til mindfulness og da det var sidste gang, havde vores søde underviser lavet lidt lækkerier til os. Det var en slags sundt slik eller i hvert fald sundere end normalt slik ;-)

Hun var også så sød at dele den utrolig nemme opskrift med os :-)

Til at starte med må jeg tilstå, at jeg var noget skeptisk, fordi ingredienserne ikke var noget jeg brød mig særlig meget om. Men jeg besluttede mig alligevel for at prøvesmage et stykke og blev meget positivt overrasket over smagen :-)

Jeg har nu prøvet at lave dem 2 gange herhjemme og de er en stor succes ! Selv min søn, som normalt ikke spiser rosiner, kunne ikke få nok af dem :-)

Har du fået lyst til også at smage dem, så er opskriften her:

Sundt slik (ca. 20 stk.)

1 håndfuld tørrede dadler
1 håndfuld tørrede figner
1 håndfuld rosiner
1 håndfuld grofthakkede mandler
1 håndfuld kokosmel
100 g mørk chokolade

Mængderne er vejledende og kan varieres efter smag.

1. Dadler og figner lægges i blød og blendes derefter.
2. Mandlerne hakkes groft og blandes i.
3. Rosiner og kokosmel blandes i.
4. Trilles til kugler.
5. Overtrækkes med smeltet chokolade og stilles på køl.

"Sundt" slik


"Nougatis" med chokoladestykker


Jeg nyder virkelig at have fået en ismaskine. Min seneste is er lavet efter Malou's opskrift på "nougatis", hvor der bare er tilføjet hakket mørk chokolade og det var virkelig guf ! Det er min favorit indtil nu. Tænk at man kan lave en så lækker is så hurtigt og nemt....

For god ordens skyld får I lige opskriften som jeg lavede den:

Nougatis med chokoladestykker

1 ds. kondenseret mælk
2½ dl fløde
100 g blød nougat
2 dl kogende vand
100 g hakket mørk chokolade

1. Skær nougaten i mindre stykker og smelt den over vandbad eller i mikroovn.
2. Bland kondenseret mælk i den smeltede nougat.
3. Kogende vand og fløde piskes i.
4. Stilles på køl i køleskabet  i nogle timer.
5. Køres ca. 45 minutter i ismaskinen.
6. Blandingen kommes i en lufttæt beholder og sættes i fryseren i mindst 3 timer.

Derefter har du den skønneste cremede "nougatis".... Velbekomme :-)

Den skønneste "nougatis" med chokoladestykker

Chokolade "cupcake"


Der har været meget stille her på bloggen i et stykke tid, da jeg har haft rigtig travlt og derfor desværre ikke har haft overskud til at blogge om min madlavning og bagning. Men nu er jeg tilbage igen :-)

Min kæreste er taget på besøg hos familien i Vietnam for et par dage siden og mine børn har været hos deres far, så der har været meget stille her de sidste par dage. Heldigvis kommer mine børn over til mig igen i morgen, så det bliver rigtig dejligt. Især da jeg nu også har påskeferie frem til tirsdag :-)

Her til aften fik jeg lyst til et stykke kage, men orkede ikke at skulle til at lave en hel masse.... Derfor blev det til denne lækre chokolade "cupcake" lavet i mikroovnen på bare 5 minutter:

Chokolade "cupcake"

Inspiration har jeg fundet her hos Sara. Jeg har dog rettet opskriften lidt til, så den passede til det jeg lige havde ved hånden. Her er opskriften som jeg lavede den:

Chokolade "cupcake" (1 stor kop)

20 g smør
1 æg
5 spsk mælk
4 spsk mel
2 spsk kakao, usødet
3 spsk rørsukker
½ tsk vanilie
½ tsk bagepulver
1 spsk hakket mørk chokolade

Smelt smør i koppen i mikroovnen.
Tilsæt de øvrige ingredienser og rør massen godt sammen.
Kommes i mikroovnen i ca. 3 min., kagen hæver meget op.
Vend den ud på en tallerken og lad den hvile et øjeblik og drys med lidt flormelis.
Server den evt. med lidt is, velbekomme :-)

Den blev rigtig lækker og var en rigtig god start på påskeferien.

Rigtig god påske til jer alle :-)

Bolig- og livsstilsmesse


Forrige weekend var vi til bolig- og livsstilsmesse i Fredericia. Vi havde fået gratis billetter hos Kop & Kande og tog derud lørdag eftermiddag. Jeg havde en ide om, at hvis vi tog derud midt på eftermiddagen (et par timer før de lukkede), så ville der nok ikke være så mange mennesker.... Men den holdt desværre ikke....Der var utrolig mange mennesker, så det var svært at komme helt hen til de forskellige stande.

Vi fik dog alligevel hurtigt kigget det hele igennem. Der var ikke så meget spændende at se på. Der var mange stande med forskellige ting til renovering af huse (isolering m.m.) og det er jo ikke lige det mest interessante, når man bor i lejet lejlighed ;-)

Vi fik dog smagt lidt forskelligt og selvfølgelig fik vi også købt lidt med hjem :-)

Jeg fik bl.a. købt disse lækkerier fra Summerbird:

Summerbird lækkerier

Desuden bestilte jeg en frugt/grøntsagskasse hos Aarstiderne, som lige er blevet leveret i går aftes. Jeg har længe tænkt på at prøve en af deres kasser og da de så stod på messen og man kunne få en opskriftsbog med i prisen, fik jeg taget mig sammen til at prøve.

Her kan du se, hvordan kassen så ud:

Grøn frugtkasse fra Aarstiderne


Den indeholdt 2 pærer, 5 æbler, 11 bananer, 1 ananas, 1 agurk, 1 rød peberfrugt og 1 kg gulerødder.

En "cupcake"


Trænger sådan til lidt lækkert til filmen i aften, men orker ikke rigtig at lave det helt store....

Så var det jo, at jeg kom til at tænke på denne utrolig simple og lette måde at lave sin egen "cupcake" ;-)

Jeg kan ikke huske, hvor jeg fandt opskriften, men den er virkelig nem og så er der næsten ikke noget at gøre rent bagefter, da kagen bliver lavet direkte i en kop :-)

"Cupcake"

1 æg
1 spsk. brun farin
1½ spsk. hvedemel
1½ spsk. peanutbutter (kan evt. erstattes af 1 spsk. olie og lidt vanillesukker)
1 tsk. vanilleessens
1 nip salt
4 finthakkede mandler
1½ spsk. knust/hakket chokolade (evt. 5 skiver mørk pålægschokolade)

Det hele røres godt sammen i et krus eller lignende. 
Kagen bages i mikroovnen ca. 45 sek. - 1½ minut. Det kommer lidt an på ens mikroovn og dens indstillinger, så hold øje med den undervejs. Den er færdig når dejen hæver sig op over kanten af koppen og er fast i toppen, men stadig blød og svampet.

Serveres gerne med lidt vanillekvark eller lignende :-)


"cupcaken"

"cupcaken" med vanilje kvark

Glædelig "baghjul" og rigtig godt nytår


Så er det blevet tid til lidt nyt herfra :-)

Det har været lidt hektisk det sidste stykke tid med forberedelser til julen, julefrokost og nytår, men det kender I jo alt til, er jeg sikker på.... ;-) Selvom det til tider har været stressende, så har jeg også nydt både julen og nytårsaften. Det var dog noget anderledes end normalt, da det var den første jul og nytårsaften efter min "skilsmisse" og samtidig den første jul og nytårsaften i Danmark for min kæreste.

Vi holdt jul hos mine forældre sammen med mine børn, mine 2 brødre og min lille nevø. Middagen stod på flæskesteg, and, brune og hvide kartofler, rødkål, ovnbagte rodfrugter og brun sovs m.m. Derefter var der selvfølgelig min mors hjemmelavede ris a la mande og traditionen tro var det igen min ældste bror, der fik mandlen....

Senere mens vi spillede pakkespil, fik vi julekonfekt som jeg havde lavet. Det blev til hjemmelavede Bounties, flødekarameller, Mozartkugler, hvide chokoladestykker med ristede mandler og skovbærmarcipan, marcipankugler med kirsebær i rom overtrukket med hvid chokolade og marcipanroulade med nougat overtrukket med hvid chokolade.

Julekonfekt 2011


Det var en rigtig god og hyggelig aften med rigtig gode gaver. Begge mine børn og min kæreste gav også udtryk for at det havde været en rigtig god og hyggelig juleaften, da vi var på vej hjem igen, så det var rigtig dejligt.


Jeg håber, at I alle også har haft en fantastisk jul samt nogle skønne juledage og at I er kommet godt og sikkert ind i det nye år !

Jordbærkage med chokoladeganache


Forleden bagte jeg disse lækre marcipankager med jordbær og chokoladeganache:

Jordbærkage med chokoladeganache

Jordbærkage med chokoladeganache

Marcipan i kager er altid et hit og disse var ingen undtagelse. Derudover elsker jeg jordbær og så er jeg flere gange stødt på ordet "chokoladeganache" uden at vide, hvad det helt nøjagtigt var. Det ved jeg nu og det er heller ikke så ringe endda ;-)

Hvis du har lyst til at prøve at bage disse, får du her opskriften:

Jordbærkager

150 g hvedemel
100 g marcipan
75 g sukker
150 g smør
1 æg

250 g friske jordbær (jeg brugte dog frosne)
½ dl sukker

100 g smør
100 g sukker
125 g marcipan
2 æg
50 g hvedemel

Chokoladeganache

75 g mørk chokolade
75 g lys chokolade
1 dl piskefløde

Riv marcipanen ned i melet og bland med sukker.
Smuldr smørret i blandingen og saml dejen med æg.
Del dejen i 12 lige store kugler og tryk dejen ud i små smurte linseforme eller muffinforme.
Sæt dem på køl, mens fyldet gøres klar.

Skær jordbærrene i små tern og bland med sukker.
Rør smør, sukker og marcipan blødt og cremet.
Pisk æggene i et ad gangen og rør dernæst melet i.
Fordel jordbærrene i formene og fyld op med marcipanmasse.

Bag kagerne ved 200 grader nederst i ovnen i ca. 20 minutter.

Hak de to slags chokolade.
Bring fløden i kog og hæld den varme fløde over chokoladen og rør til den er helt smeltet.
Overtræk de let afkølede kager med chokolade og sæt dem på køl til chokoladeganachen er stivnet.

Tip: Kagerne kan opbevares på køl i en dåse i op til 1 uge.

Fortsat rigtig god 2. søndag i advent :-)

Århus og Bazar Vest


I lørdags var jeg en tur i Århus bl.a. for at hilse på Anne som havde en lille stand i Salling, hvor hun fortalte om Valrhona's lækre chokolader og for at komme en tur forbi Bazar Vest, som mine forældre havde fortalt mig om mange gange.

Min kæreste og jeg tog først et smut ind til Salling og hilste på Anne og prøvesmagte en masse lækre ting. Udover den dejlige chokolade fra Valrhona, var der også smagsprøver fra Summerbird, Aalborg Chokoladen, Johan Bülow m.fl. Mums, hvor var der mange lækre ting, som jeg gerne ville have med hjem. Men desværre må jeg vente lidt, da lækkerierne ikke var helt gratis og uden job har jeg desværre ikke penge i overflod.... Så denne gang måtte jeg nøjes med at prøvesmage.

Bagefter gik vi en tur rundt i byen og det var rigtig hyggeligt, men mange små boder.

Juledekoration i udtillingsvindue

Hyggelige juleboder

Brændte mandler

Vi fik os en kæmpe crêpe med skinke, ost og oregano.... uhmm..... :-)

Crepe med skinke, ost og oregano

Vi var også forbi en Vietnamesisk butik, der hedder Minh Anh Trading. Her fik vi købt en masse lækkerier:

Indkøb hos Minh Anh Trading

Kan kun anbefale denne butik, hvis man kan lide asiatiske madvarer. De er så søde og hjælpsomme derinde og så har de nogle meget fornuftige priser :-)

Derefter tog vi en tur til Bazar Vest for at kigge og handle lidt frugt og grøntsager. Her er et par billeder fra grøntafdelingen:

Grøntafdelingen i Bazar Vest

Grøntafdelingen i Bazar Vest

Synes bare det er så skønt med masser af frugt og grønt i alverdens farver :-)

Vi fik købt kaki (sharonfrugt), ananas, pærer, kinesiske pærer, passionsfrugt, frisk mynte og koriander:

Frugt og grønt fra Bazar Vest

Dagen sluttede vi af med dejlig krydret indisk buffet på Indian Curry House

Skøn hjemmelavet Bounty


I går lavede jeg de lækreste små hjemmelavede Bountybarer og så er de bare så utrolig nemme og hurtige at lave :-) Der er ingen grund til at købe Bounty mere ! Disse er mindst lige så gode, hvis ikke bedre !

Sådan ser det færdige resultat ud:

Hjemmelavede Bountybarer



Hjemmelavede Bountybarer

Har du fået lyst til at lave dine egne, så er den supernemme opskrift her :

Bounty (ca. 10 stk.)

200 g kondenseret mælk (ca. ½ dåse)
150 g kokosmel
100 g god mørk chokolade

Kondenseret mælk kommes i en skål.
Kokosmel drysses i lidt efter lidt til den ønskede konsistens er opnået.
Form de små kokosbarer og sæt dem i køleskabet i et par timer.
Smelt chokoladen i mikroovnen eller over vandbad.
Overtræk kokosbarene og sæt dem på et stykke bagepapir i køleskabet.

Når chokoladen er stivnet, er det bare at nyde disse skønne Bountybarer :-)

God fornøjelse !

Peanutbutter cookies


Jeg har hørt meget godt om peanutbutter til både madlavning og bagning, men har aldrig prøvet at bruge det. Men efter at have set diverse lækre opskrifter med peanutbutter rundt om i blogland, bestemte jeg mig for at prøve at købe et glas. For nylig så jeg så nogle lækre peanutbutter cookies hos Anne og besluttede mig for at bage dem :

Peanutbutter cookies

Jeg puttede dog kun 50 g lys chokolade i og havde desværre ikke chokolade fra Valrhona, men brugte en 70% mørk chokolade. De smager rigtig godt og kan klart anbefales :-)
 

Hos Annette Copyright © 2011
Girl illustration used and modified with permission from Dapino Colada

Kitchen icons found at All Free Download